Seniorpension

Er du nedslidt eller syg med højst 6 år til din folkepensionsalder, kan du søge seniorpension.  Din fagforening kan hjælpe dig med at søge.

Hvad er betingelserne for at få seniorpension

  • Du skal have højst 6 år til din folkepensionsalder.
  • Du skal have en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet på 20-25 år.
  • Du skal have nedsat arbejdsevne og vurderes til maksimalt at kunne arbejde 15 timer om ugen.
  • Din arbejdsevne skal vurderes på grundlag af dine helbredsmæssige oplysninger og i forhold til dit seneste job.

Du skal ikke gennem arbejdsprøvning eller andre indsatser. Det betyder, at du ikke kan blive henvist til andre typer job. Er du for eksempel murer, som ikke kan arbejde mindst 15 timer om ugen som murer, kan du ikke blive henvist til et job i en butik.

Du skal vurderes af din egen læge. Seniorpension er en helbredsbetinget tilbagetrækningsordning målrettet nedslidte seniorer.

Ansøgning og bevilling

Din ansøgning bliver behandlet af Seniorpension hos ATP. Seniorpension er en central enhed, som behandler og træffer afgørelser i ansøgninger fra hele landet.

Seniorpension samarbejder med din kommune om at indhente oplysninger om din tilknytning til arbejdsmarkedet og om din arbejdsevne i dit seneste job.

Du søger om seniorpension på borger.dk.

Der må højst gå 6 måneder, fra Seniorpension får din ansøgning, til du få svar. Du har ret til at deltage i behandlingen af din sag ved telefonisk eller skriftlig kontakt.

Hvor meget får jeg i seniorpension?

Det beløb, du får i seniorpensionen, svarer til satserne for førtidspension.

Beløbet er skattepligtigt og til en vis grad afhængigt af eventuel anden indtægt.

Enlige: 20.370 kroner (2024)

Gifte og samlevende: 17.315 kroner (2024)

Din seniorpension kan blive sat ned, hvis du eller din ægtefælle eller samlever har indkomster over et vist beløb.

Du kan lave en vejledende beregning af seniorpension på borger.dk.

Hvor mange timer må jeg arbejde, når jeg er seniorpension?

Seniorpension kan tilkendes, når din arbejdsevne er nedsat, så du højst kan arbejde 15 timer om ugen. Derfor er der en grænse for, hvor mange timer du kan arbejde efter overgang til seniorpension, uden at din pension bliver standset.

Grænsen ligger på 15 timer om ugen i gennemsnit i en periode på 3 måneder.

Hvis du arbejder mere end 15 timer om ugen, kan din pension blive sat på pause. Du mister ikke retten til seniorpension, men den gøres hvilende.

Hvor meget må jeg højst tjene som seniorpensionist?

Hvis du arbejder, må du højst tjene, hvad der svarer til cirka

19.375 kroner om måneden over en 3-måneders periode (2024)

Det er

232.500 kroner årligt (2024)

Hvis du tjener mere end

19.375 kroner om måneden over en 3-måneders periode (2024)

vil du blive kontaktet fra Seniorenheden hos Udbetaling Danmark.

Seniorenheden vil høre, om du er genindtrådt på arbejdsmarkedet, og derefter vurdere om din løn og antallet af arbejdstimer betyder, at din pension skal gøres hvilende.

Hvordan bliver løn modregnet i min seniorpension?

Alle skattepligtige indtægter indgår ved beregning af din seniorpension. Det gælder samlet for både løn, renter, arbejdsmarkedspension, ratepension, løbende erstatning o.l..

Formue indgår ikke i beregningen.

Din seniorpension bliver sat ned, ved indkomst højere end:

Enlig: 86.900 kroner om året (2024) Det gælder samlet for al form for indtægt – både løn, renter, arbejdsmarkedspension og andet.
Indtægter derudover nedsætter din pension med 30% af den overskydende indkomst.

Gift eller samlevende: 138.00 kroner tilsammen (2024). Det gælder samlet for al form for indtægt – både din løn, renter, arbejdsmarkedspension og andet.
Dog skal din partners arbejdsindtægt IKKE medregnes. Arbejdsindtægt omfatter: løn, efterløn, førtidspension, seniorpension, tidlig pension, flekslønstilskud, fleksydelse og sygedagpenge.

Indtægter derudover nedsætter din pension med 30% af den overskydende indkomst. ( Din egen løn + begges indtægt fra bl.a. renter, arbejdsmarkedspension, ratepension, løbende erstatning o.l.)

Nedsættelsen er 15% for dig, hvis I begge modtager senior- eller førtidspension.

Er du gift eller samlevende med en person, der ikke er pensionist, fradrages 275.556 kroner fra din partners indtægt, inden der beregnes fradrag af pensionen.

Det højeste beløb, der kan medtages i beregning fra en partner, der ikke er pensionist, er 282.600 kroner (2024).

Det højeste beløb, der kan medtages i beregning fra en partner, der er pensionist, er 427.500 kroner (2024).

Almindelige spørgsmål og svar om seniorpension

Skal man betale skat af seniorpension?

Du betaler skat af din seniorpension.

Det er vigtigt, at din forskudsopgørelse er opdateret med dine forventede indtægter, så din seniorpension kan beregnes korrekt, og du undgår at skulle betale noget tilbage.

I slutningen af maj – når fristen for rettelser til årsopgørelsen er afsluttet – får du en pensionsopgørelse fra Udbetaling Danmark.  

Hvad bliver modregnet i seniorpensionen?

Disse indtægter bliver modregnet i din seniorpension:

  • Din egen arbejdsindtægt (men ikke din samlevers arbejdsindtægt)
  • Udbetalinger fra arbejdsmarkedspension, ratepension og kapitalpension
  • Udbetalinger fra tjenestemandspension
  • Løbende udbetaling af tab af erhvervsevne (men ikke engangsbeløb)
  • Underholdsbidrag
  • Positive renter fra pengeinstitutter
  • Aktieindtægt over 5.000 kroner for enlige og over 10.000 kroner for samlevende.

Din ægtefælle eller samlevers arbejdsindtægt bliver ikke modregnet i seniorpensionen. Det gælder for løn, efterløn, arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge og fleksydelse.

Dine hjemmeboendes børns indtægter bliver heller ikke modregnet i seniorpensionen. Vær opmærksom på at boligydelse mv. bliver påvirket af hele husstandens indtægt, dog ikke indtægt fra fritidsjob, når barnet er under 18 år.

Aktiesparekonto bliver heller ikke modregnet i din seniorpension.

Kan man søge tillæg, når man er seniorpensionist?

Når du får seniorpension, kan du søge om enkeltydelse, hvis du har udgifter, som du ikke selv kan betale.

Du kan blandt andet søge enkeltydelse til:

  • Husleje
  • El
  • Samværsudgifter
  • Indbo
  • Flytning, hvis flytningen forbedrer din bolig- eller jobsituation
  • Medicin
  • Behandling hos tandlæge, psykolog, kiropraktor eller fysioterapeut. 

Du kan som udgangspunkt ikke få hjælp til udgifter, som du allerede har betalt eller har aftalt at betale.

Du kan kun få bevilget enkeltydelse, hvis du eller din ægtefælle ikke selv kan betale for udgiften via indtægter, opsparing, formue, afdragsordning, privat forsikring eller lån. Hvis du er samlevende – men ikke gift – har din samlevers formue eller indtægter ikke betydning for din ansøgning om enkeltydelse.

Du søger om enkeltydelser på borger.dk

Boligstøtte

Du kan også søge boligstøtte, hvis du bor til leje eller i andelsbolig. 

Beregn boligstøtte her

Kan man være selvstændig og seniorpensionist?

Du kan godt starte eller fortsætte selvstændig virksomhed som seniorpensionist.

Indtægten vil dog påvirke din seniorpension.

Du kan som enlig tjene 86.900 kroner (2024), før din seniorpension nedsættes.

Hvis du er samlevende, kan I tilsammen tjene 138.000 kroner om året (2024), før din seniorpension påvirkes.

Din samlever arbejdsindtægt medregnes aldrig.

Din seniorpension kan gøres hvilende, hvis du i en længere periode har tjent 19.300 kroner om måneden (2024). I en forsøgsperiode til og med 2025 kan seniorpensionen ikke frakendes, selvom man arbejder på fuld tid.

Hvilken forskel er der på at være enlig og gift eller samlevende som seniorpensionist?

Der er stor forskel på det beløb, som enlige seniorpensionister og samlevende førtidspensionister får.

Som udgangspunkt får du 20.370 kroner om måneden (2024) som enlig og 17.315 kroner om måneden (2024) kroner før skat, hvis du er samlevende.

Er du enlig, bør du kende reglerne for at være reelt enlig, hvis du får en kæreste eller god ven. Ellers risikerer du at skulle betale førtidspension (og eventuel boligstøtte og børnebidrag) tilbage.

Du har oplysningspligt til Udbetaling Danmark, der beregner og udbetaler din førtidspension.

Som enlig er det ikke nok, at du er den eneste med folkeregisteradresse på bopælen.

Du skal også sikre dig, at du ikke har fælles husførelse med andre. Det vil sige, om I deles om madlavning, indkøb og praktiske opgaver, selvom I bor hver for sig. I skal også sørge for at jeres økonomi er opdelt.

Du kan blive betragtet som samlevende med personer, som du ikke er kæreste eller gift med.
Eneste undtagelse er personer, som du ikke ville kunne indgå ægteskab med. Altså kan du godt bo sammen med din far, mor eller bror og samtidig blive betragtet som enlig.

Betyder formue noget for seniorpensionen?

Formue og arv påvirker ikke din seniorpension.

Du kan altså arve eller få store pengegaver, uden at din seniorpension sættes ned.

I beregningen af seniorpension indgår kun skattepligtige indtægter. Arv og pengegaver betaler man kun afgift af.

Vær opmærksom på, at renteindtægter og almindeligt aktieafkast tæller, som skattepligtig indtægt, som indgår i beregningen af din seniorpension.

Hvad må man eje, når man er på seniorpension?

Formue og værdi af dine ejendele, som hus og bil påvirker ikke din seniorpension.

Dog vil indtægter fra renter eller eventuelle lejeindtægter over et vist beløb blive medtaget som indtægt i beregning af din seniorpension.

Kan man tage seniorpension med til udlandet?

Hvis du flytter til udlandet, kan du i nogle situationer få din seniorpension med.  

Hvis du er dansk statsborger eller statsborger i et EU-land, har du ret til at tage din pension med til udlandet. Det gælder dog kun, hvis du har boet mindst 3 år i Danmark fra du fyldte 15 år, og til du fik tilkendt pension.

Du har pligt til at fortælle Udbetaling Danmark, hvis du rejser til et land udenfor EU, EØS og Schweiz i mere end 2 måneder. 

Du kan opholde dig i udlandet i op til 6 måneder på et år, uden at det får betydning for din seniorpension. Du skal dog reelt bo i Danmark og være tilmeldt folkeregisteret her. 

Kan man få udbetalt ATP, når man er på seniorpension?

Du får først udbetalt din pension fra ATP, når du når folkepensionsalderen.

Det er ikke muligt at få din ATP Livslang Pension udbetalt før folkepensionsalderen.

Det gælder også, hvis du for eksempel får tilkendt førtidspension, lider af en livstruende sygdom eller flytter til et andet land end Danmark.

Der indbetales 300 kroner om måneden til ATP, når du er førtidspensionist (2024). Du indbetaler automatisk 1/3 og Udbetaling Danmark 2/3.

Kan seniorpensionister få pensionistrabat?

Nogle museer, biografer, forlystelser og virksomheder giver pensionistrabat eller aldersrabat.

Hvert sted bestemmer selv, om de vil give rabat, og hvem der kan få rabatten.

Det betyder, at nogle steder med pensionistrabat ikke giver rabat til førtidspensionister, seniorpensionister og pensionister på tidlig pension.

Men der, hvor der også er rabat til pensionister under 67 år, er der behov for bevis for, at man er pensionist. Der kan du bruge pensionistbeviset, DSB legitimationskortet eller anden dokumentation.

Nogle kommuner tilbyder, at pensionister kan få et pensionistbevis. Det kan for eksempel bruges som dokumentation i forbindelse med pensionistrabatter.

Der er ikke billede på pensionistbeviset.

Pensionistbevises kan fås i Borgerservice i de kommuner, som tilbyder kortet.

Læs mere om pensionistbevis på borger.dk

Hvordan modregnes tab af erhvervsevne? (engangsbeløb og løbende udbetaling)

Løbende udbetalinger fra tab af erhvervsevne medtages som indtægt og modregnes sammen med de øvrige indtægter.

Et engangsbeløb betegnes som formue og ikke som indtægt.

Derfor påvirker det ikke din seniorpension, fordi formue ikke modregnes.

Dog vil renter og afkast fra værdien af engangsbeløbet blive betegnet som indtægter, og de vil derfor indgå i beregningen af seniorpensionen.

Hvad er skånejob og klapjob?

Når du er på seniorpension, kan du tage et almindeligt arbejde, men har du særlige behov, kan du måske have glæde af et skånejob eller et klapjob.

Skånejob

Et skånejob er et arbejde, der tager hensyn til, at du ikke kan arbejde helt som alle andre. Jobcentret giver et tilskud til lønnen i et skånejob.

Du forhandler selv løn med arbejdspladsen, og det er en god ide, at få hjælp af din fagforening.

Arbejdspladsen betaler din løn, men får et tilskud fra jobcentret. Du kan få løntilskud til et skånejob, indtil du når din folkepensionsalder.

Det er også mulighed for at starte i en praktik for at finde ud af, om du og arbejdspladsen er et godt match.

Der også mulighed for mentorstøtte, hvis du for eksempel i starten har brug for ekstra introduktion eller vejledning til arbejdsopgaver eller at vænne dig til at gå på arbejde.

Læs mere om skånejob og løntilskud til førtidspensionister på borger.dk

KLAPjob

KLAPjob er en organisation, der hjælper førtidspensionister og fleksjobbere med at få et job.

KLAPjob har aftaler med flere virksomheder, som er gode til at tilpasse opgaverne til dig, der ikke kan arbejde helt som alle andre. Du kan læse mere på www.klapjob.dk

Hvornår går man fra seniorpension til folkepension?

Som seniorpensionist overgår du automatisk fra seniorpension til folkepension.
Du får seniorpension i hele måneden, hvor du når din folkepensionsalder, og fra den 1. i måneden efter din fødselsdag, er du folkepensionist.

Folkepensionen er ligesom seniorpensionen bagudbetalt.

Hvad er forskellen på førtidspension og seniorpension?

Seniorpension er førtidspension for seniorer. Satser og mange af reglerne er de samme.

Men det er dog lidt lettere at få tilkendt seniorpension end førtidspension, hvis du er over 61 år.

Hvad er forskellen på førtidspension og seniorpension?

Seniorpension er førtidspension for seniorer. Satser og mange af reglerne er de samme.

Men det er dog lidt lettere at få tilkendt seniorpension end førtidspension, hvis du er over 61 år.

Arbejdsevne

Kravet til arbejdsevnen er, at du højst kan arbejde 15 timer om ugen.

Der er ikke krav om, at du skal i arbejdsprøvning.

Din arbejdsevne vurderes ud fra dit seneste job. Har du for eksempel arbejdet, som tømrer på byggepladser og nu kun kan arbejde 13 timer om ugen på grund af smerter, så er det ligegyldigt, at du måske godt kunne arbejde flere timer, hvis du fik et skrivebordsarbejde.

Arbejde på seniorpension

Når du er på seniorpension, må du maksimalt arbejde 15 timer om ugen. Du må højst tjene, hvad der svarer til cirka 19.375 kroner om måneden over en 3-måneders periode. (232.500 kroner årligt i 2024).
Hvis du arbejder mere end 15 timer om ugen, kan din pension blive sat på pause. Du mister ikke retten til seniorpension, men den gøres hvilende.

Det er en væsentlig forskel til førtidspension, hvor du kan arbejde flere timer.

Både førtidspensionister og seniorpensionister får modregnet lønnen i pensionen, når de arbejder.

Ventetid

Du har krav på at få et svar på din ansøgning til seniorpension inden 6 måneder.
En ansøgning på førtidspension kan trække ud – ikke mindst på grund af arbejdsprøvninger.

Få vores gratis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev med tips til dit seniorliv og få automatisk besked, når der kommer nye regler om efterløn, folkepension og din økonomi som pensionist og efterlønner.

  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej