Fælles bankkonto ved dødsfald
Står du uden penge, hvis din ægtefælle dør? Det kan give problemer, når den ene falder bort, og banken automatisk lukker bankkontoen. Se her, hvordan I sikrer jer.
Hvad sker der med vores bankkonto ved dødsfald?
Når man dør, spærrer banken automatisk adgang til bankkonto og hævekort, så skifteretten kan danne sig et overblik over gæld og værdier. Det gælder også for fælles bankkonti. Så deler I en bankkonto, har du ikke adgang til dine egne penge, hvis din ægtefælle dør. Det gælder også, selvom du har et betalingskort til kontoen. Banken stopper også alle betalinger via Betalingsservice, og eventuelle fuldmagter bortfalder også.
Få din egen konto
Derfor er det en god idé, hvis I hver har en konto udover fælleskontoen med penge nok til at klare sig, indtil der gives adgang til den fælles konto. En tommelfingerregel er, at I hver har penge nok til at klare jer i en måned. Hvis du kun har betalingskort til fælleskontoen, risikerer du at komme til at stå helt uden penge til udgifter i tiden efter dødsfaldet. Sørg derfor også for at få et betalingskort til din egen konto.
- Husk også at kontakte banken efter dødsfaldet, så du sikrer dig, at din pension går
ind på din egen konto.
Hvor lang tid går der, inden jeg får adgang til vores bankkonto igen?
Der går cirka en måned, indtil det første møde i skifteretten.
Sådan sikrer du, at du ikke står uden penge efter dødsfald
- Opret hver en konto til nødvendige udgifter.
- Få et betalingskort til kontoen.
- Hav penge nok på kontoen til en måned, hvis I har råd til det.
- Kontakt banken efter dødsfaldet, så din pension går ind på din egen konto.
Læs mere om dødsfald, arv og testamente.
Få vores gratis nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev med tips til dit seniorliv, og få automatisk besked, når der kommer nye regler om efterløn, folkepension og din økonomi som pensionist og efterlønner.