Mad og motion

God mad og motion styrker krop og hjerne. Din livskvalitet stiger, når du bevæger dig og spiser ordentlig og lækker mad.

Bliver du syg, er god mad med til at gøre dig rask igen.

12 gode råd om mad til dig som senior

  1. Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv. De fleste spiser for lidt fisk og grønsager og for meget salt, sukker og mættet fedt.
  2. Spis frugt og mange grønsager.
  3. Spis mere fisk.
  4. Spis mere fuldkorn.
  5. Vælg magert kød og kødpålæg.
  6. Vælg magre mejeriprodukter. Mange spiser for meget af de fede oste.
  7. Spis mindre mættet fedt.
  8. Spis mad med mindre salt.
  9. Spis mindre sukker. 4 ud af 10 voksne får for meget sukker.
  10. Drik vand. Kroppen og hjernen har brug for vand for at fungere optimalt.
  11. Lav mad og spis sammen med andre.
  12. Dyrk motion hver dag. Gerne sammen med andre

Der er mange andre end dig, der skal have mad hver dag. Prøv at starte en spiseklub, hvor du mødes med nogle af de andre ældre i kvarteret. Du kan jo kun få et nej, hvis du foreslår det.

Tag en snak med de andre i seniorklubben. Måske kan du finde en god madveninde eller -ven her. Eller flere. Du kan også tage fat i dine børnebørn og give lidt af din viden videre til dem. Og de ved sikkert også noget, du ikke ved.

Undervægtige og småtspisende ældre

Når du bliver ældre, kan du helt miste lysten til at spise, eller du spiser for lidt.

Det kan have katastrofale følger. Selv ganske små vægttab forøger risikoen for sygdom. Samtidig bliver du svækket fysisk. Det bedste er naturligvis at forebygge, at du taber i vægt. Men begynder du at tabe dig, er det vigtigt at få hjælp. I første omgang kan du kontakte din læge, der kan henvise videre.

Opskrifter og madplaner

Mange organisationer, blandt andet Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse, har sunde opskrifter på hjemmesiderne.

www.hjerteforeningen.dk

www.cancer.dk

www.gigtforeningen.dk

Motion som senior

Du skal være fysisk aktiv i mindst 30 minutter hver dag. Helst mere. Det er bedst for dit helbred.

Kommer du over de 30 minutter, er det bare ekstra bonuspoint for kroppen.

Den fysiske aktivitet kan deles op i eksempelvis 3 gange 10 minutter. Alt tæller med: en gåtur, turen op og ad af trappen, havearbejde, leg med børnebørnene eller petanque og stavgang. Seksuel aktivitet er også god motion.

Motion må gerne gøre dig lidt forpustet. Så et par gange om ugen er det godt, at du dyrker lidt ekstra motion udover det daglige. Gerne sammen med andre. Det kan være i et motionscenter eller på badmintonbanen.

Du vil opdage, at alt bliver nemmere i dagligdagen, når du dyrker motion. Din appetit og fordøjelse får det også bedre.  Og du sover bedre.

Få vores gratis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev med tips til dit seniorliv og få automatisk besked, når der kommer nye regler om efterløn, folkepension og din økonomi som pensionist og efterlønner.

  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej