Ratepension

Du får fradrag for indbetalingerne på en ratepension, men du skal betale indkomstskat af udbetalingerne.

Fradrag for indbetaling:Du får fradrag for indbetalingerne.
Beskatning:Du skal betale indkomstskat af udbetalingerne, dog ikke arbejdsmarkedsbidrag. Der trækkes årligt pensionsafkastskat på 15,3 % af afkastet.
Udbetaling af opsparingen:Din ratepension udbetales i lige store rater over mindst 10 år og højst over 30 år.
Modregning i folkepensionen:Udbetaling på mere end 93.400 kroner om året (2024) (enlige) og 187.100 kroner om året (2024) (samlet for gifte/samlevende) modregnes sammen med anden indtægt i folkepension (pensionstillæg) og tillæg.
Modregning i efterløn:Ratepension kan blive modregnet i efterlønnen efter forskellige regler afhængigt af, hvornår du er født.
Loft over indbetaling:Du kan højst indbetale 63.100 kroner om året (2024) med fradrag.
Hovedregler for hvornår pengene kan udbetales:Tidspunktet, hvor du tidligst kan få pengene udbetalt, afhænger af, hvornår opsparingen er oprettet:
Er din ratepension oprettet før 1. maj 2007, kan du få den udbetalt fra du fylder 60 år.
Er din ratepension oprettet før 31. december 2017, kan du få den udbetalt fra 5 år før din folkepensionsalder.
Er din ratepension oprettet efter 1. januar 2018, kan du få den udbetalt 3 år før din folkepensionsalder.

For visse fødselsårgange er der undtagelser til ovenstående. Spørg dit pensionsselskab hvilken regel, der gælder for netop din pensionsordning.

Opsparingen ved dødsfald

Dør du, før alle pengene er udbetalt, vil den resterende del blive udbetalt til dine efterladte.

Kan jeg strække min ratepension? 

Din ratepension bliver som udgangspunkt udbetalt over 10 år. Men du kan selv vælge, om den skal udbetales over 10 til 30 år. 

Reglen er, at du senest skal starte udbetalingen 10 år før, udbetalingen skal være afsluttet, og det afhænger af din pensionsopsparing.  

Hvis du har 60-års-ret på din ratepension, skal du starte udbetaling senest som 80-årig. Kan du starte udbetaling, når du er 63 år, kan du senest starte udbetaling, når du er 83 år, og så videre. 

Hvordan får jeg mere ud af min ratepension? 

Hvis du får udbetalt din ratepension på kort tid, risikerer du at blive modregnet i folkepensionstillægget. Du får altså mindre i folkepension. 

Der kan således være en økonomisk gevinst i at strække udbetalingen af din ratepension. Men det afhænger blandt andet af din øvrige økonomi og din livssituation.  

Derfor bør du få lavet en beregning, der fortæller dig, hvad der er optimalt i din situation.  

Gratis pensionstjek 

Faglige Seniorer og rådgivningsfirmaet Penly har et samarbejde, der giver dig mulighed for at bestille en gratis gennemgang af dine pensioner med en uvildig rådgiver.

Tilmeld dig til vores gratis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev med tips til dit seniorliv og få automatisk besked, når der kommer nye regler om nedsat licens, mediecheck, folkepensionist og din økonomi som senior.

  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej