Tilskud til medicin
Du får automatisk tilskud til medicin, når du køber medicin på recept på apoteket – tidligere kaldet kronikertilskud.
Jo større udgifter, du har til tilskudsberettiget medicin, desto mere får du i tilskud. Tilskudsperioden er 1 år og starter første gang, du køber tilskudsberettiget medicin, efter at den foregående periode er udløbet. Tilskudsperioden er derfor personlig og ændrer sig fra år til år, da du næppe køber medicin på de præcis samme datoer.
Egenbetalingen vil maksimalt være 4.735 kroner pr. år (2025). I 2023 var CTR-grænserne nedsat som led i inflationshjælp.
Du kan se din saldo nederst på kvitteringen fra apoteket eller ved at logge på CTR-registret på www.fmk-online.dk, under fanebladet Tilskudsbevillinger.
Du kan også beregne din egenbetaling på din medicin på Lægemiddelstyrelsens side www.medicinpriser.dk, før du går på apoteket.
Tilskud til medicin 2024:
0 - 1.075 kroner: 0 %
1.075 - 1.805 kroner: 50 %
1.805 - 3.915 kroner: 75 %
Over 3.915 kroner: 85 %
Personer over 18 år: Over 21.298 kroner: 100 % - Egenbetaling = 4.575 kr. pr. år.
Hvordan søger jeg tilskud til medicin?
- Enkelttilskud
- Din læge kan søge om et individuelt tilskud til medicin på dine vegne. Det kan være et enkelttilskud til medicin, som der normalt ikke gives tilskud til, fx håndkøbsmedicin eller medicin, der ikke har generelt tilskud. Din læge kan også søge et forhøjet tilskud til medicin fra et bestemt firma, hvis du for eksempel ikke kan tåle de billigere alternativer på grund af allergi eller andet. Tal med din læge, hvis du mener, at du har ret til et enkelttilskud eller forhøjet tilskud.
- Helbredstillæg
- Som pensionist kan du søge kommunen om helbredtillæg som tilskud til din medicin. Du kan søge helbredstillæg, hvis du har en personlig tillægsprocent over 0 og en likvid formue på under 103.100 kroner (2025).
- Læs mere om helbredstillæg til pensionister.
- Personligt tillæg
- Hvis dine økonomiske forhold er særligt vanskelige, kan du søge kommunen om personligt tillæg til betaling af medicinudgifter.
- Læs mere om personligt tillæg til folkepensionister.
Del dine medicinudgifter over 12 måneder
Du kan lave en henstandsordning med dit apotek, hvis din medicin koster over 4.735 kroner pr. år (2025) i 2024. Aftalen betyder, at din egenbetaling for medicin bliver betalt i 12 lige store dele. Din egenbetaling er 4.735 kroner pr. år (2025), så din månedlige udgift bliver på godt 395 kroner pr. måned (2025) samt et eventuelt gebyr til dit apotek. Trods den nedsatte CTR-grænse i 2023, fastholdes prisen for en henstandsordning, men der vil ske en efterregulering, hvor du får overskydende beløb tilbage.
Hvorfor svinger prisen på medicin?
Prisen på medicin på recept er altid den samme på alle apoteker i hele landet. Men prisen kan skifte hver 14. dag. Forklaringen er, at medicinpriserne fastsættes af medicinalvirksomhederne, som forpligter sig til at holde den samme pris i 14 dage ad gangen. Priserne kan herefter ses på www.medicinpriser.dk.
Få vores gratis nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev med tips til dit seniorliv, og få automatisk besked, når der kommer nye satser regler om helbredstillæg, folkepension og din økonomi som pensionist.