Nedsat licens til pensionister

Du kan søge om at få nedsat licensen, hvis du er folkepensionist, blind eller svagtseende.

Som folkepensionist kan du få nedsat licens, hvis du har en personlig tillægsprocent på 100 procent. Reglerne gælder også, hvis du er på førtidspension tilkendt før 2003.

Du kan få nedsat din medielicens, så du kun skal betale 963,50 kroner i licens i stedet for den fulde beløb på 1.927 kroner.

DR Licens kontakt

Du kan ringe til DR licens på telefon 70 20 13 13, eller du kan bruge DR's kontaktformular.

 

 

Sådan søger du nedsat licens

  1. Hent et ansøgningsskema på DR’s hjemmeside
  2. Få underskrift og stempel fra din kommune, som skal bekræfte, at din personlige tillægsprocent er 100 procent.
  3. Send ansøgningsskemaet til: DR Licens, DR Byen, Emil Holms Kanal 20, 0999 København C

Beregn din personlige tillægsprocent her

Nedsættelsen sker fra den dag, DR Licens har modtaget din ansøgning med kommunens bekræftelse.

Det er desværre ikke muligt, at få licensen refunderet med tilbagevirkende kraft, hvis du har glemt at søge.

Nedsat licens til blinde og svagtseende

For blinde eller svagtseende skal ansøgningen udfyldes i samarbejde med Dansk Blindesamfund eller din blindekonsulent.

Blinde og svagtseende kan dog kun få nedsat licensen, hvis der ikke er nogen normalt seende i husstanden.

Se flere oplysninger om nedsat licens for blinde og svagtseende

Nye regler om licens for pensionister på vej

Et nyt medieforlig betyder, at du kommer til at betale licens over skatten fra 2020.

Indtil de nye regler er indført, har folkepensionister fortsat mulighed for at få nedsat licens.

Mediecheck til pensionister

Hvis din personlige tillægsprocent er 100, får du automatisk en mediecheck sammen med ældrechecken i januar 2019. Mediechecken er på 235 kroner.

Der skal betales skat af beløbet.

Mediechecken er en del af forliget om, at licensen skal sættes ned og opkræves over skatten.

Mediechecken vil vokse gradvist frem til 2022:

  • 2019 er den 235 kroner
  • 2020 vokser den til 469 kroner
  • 2021 stiger den til 704 kroner
  • 2022 og frem er den 938 kroner

Det betyder, at du frem mod 2022 både har mulighed for at få mediecheck og nedsat medielicens. Herefter kan du kun få mediechecken.

Mange glemmer at søge nedsat licens

307.000 folkepensionister lever i 2018 op til kravene om at få nedsat medielicensen. Og dermed har mulighed for at spare halvdelen af licensen.

Men ifølge Danmarks Radio Licens var der kun 195.000 personer, der er tilmeldt nedsat medielicens.

Snyder du også dig selv?

  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej