Testamente

Alle mennesker, uanset alder og livssituation, bør overveje at oprette testamente. De eneste, der ikke umiddelbart har grund til at oprette et testamente, er de, der skylder mere væk, end de ejer, og som ikke regner med, at dette nogensinde kommer til at ændre sig.

Hvorfor testamente?

Ved at oprette testamente kan du selv bestemme, hvad der skal ske med dine ejendele, når du dør. Arvelovgivningen skelner i den forbindelse mellem tvangsarvinger og øvrige arvinger. Mange familier er i dag sammenbragte familier, og specielt derfor kan de have et ønske om en anden fordeling af arv end fordelingen efter arvelovens

regler. Ved at oprette et testamente kan du testamentere en del af arven til for eksempel din samlever, din samlevers børn eller en anden person, der ellers som udgangspunkt ikke ville arve. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en samlever ikke er arving i henhold til arvelovens regler.

Hvad kan man testamentere?

  • Er du gift, fordeles arven med halvdelen til din ægtefælle og halvdelen til dine livsarvinger
    (børn, børnebørn, m.v.). Du kan ændre på denne fordeling ved testamente.
  • ¼ af ægtefællens arv og ¼ af livsarvingernes arv er tvangsarv. Tvangsarven kan du ikke
    fratage ægtefælle og dine livsarvinger, medmindre de selv giver afkald på den.
  • Er du ikke gift, tilfalder hele arven livsarvingerne, hvoraf ¼ er tvangsarv.
  • I testamentet kan du derfor alene råde over de resterende tre fjerdedele (¾) af arven,
    der ikke automatisk tilfalder dine tvangsarvinger.

Læs mere om arv her

Hvordan opretter jeg et testamente?

For at oprette et testamente skal du:

  • Være fyldt 18 år.
  • Være i stand til at handle fornuftsmæssigt.
  • Oprette testamentet skriftligt.
  • Underskrive eller vedkende (dvs. acceptere) testamentet under overværelse
    af 2 vidner, hvis der er tale om et såkaldt vidnetestamente.
  • Underskrive testamentet i overværelse af en notar i byretten, hvis der er tale
    om et såkaldt notartestamente.

Hvornår er et testamente gyldigt?

Vidnerne eller notaren skal efterfølgende underskrive testamentet. Hvis formkravene til et testamente ikke er opfyldt, kan den person, som ellers ville have været arveberettiget, anfægte testamentets gyldighed. Herefter vil testamentet blive erklæret ugyldigt. Det er derfor vigtigt, at du sikrer dig, at testamentet er gyldigt.

Det mest ”sikre” testamente er notartestamentet, da dette sædvanligvis underskrives eller vedkendes på dommerkontoret af en notar, som påtegner dokumentet med en erklæring om, at de formelle krav er opfyldt. Notaren hjælper normalt ikke med formuleringen af et testamente. I den sammenhæng bør du henvende dig til en advokat.

Efter indlevering af testamentet på dommerkontoret opbevarer retten en kopi af testamentet og sørger for, at oprettelsen indberettes til Centralregisteret for Testamenter. Dette sikrer, at skifteretten får besked efter dødsfaldet.

Gode råd og vejledning i forbindelse med oprettelse af testamente kan du finde på domstolenes hjemmeside www.domstol.dk. Hvis du er i tvivl om formulering eller gyldighed af dit testamente, kan det anbefales, at du søger rådgivning hos en advokat med erfaring indenfor arveret.

Pension og arv

Udbetalinger fra pensioner og forsikringer går som udgangspunkt uden om boet.

Du kan ikke skrive i dit testamente, hvem der skal modtage udbetalinger fra dine pensioner og forsikringer.

Du skal henvende dit til dit pensionsselskab og forsikringsselskab, hvis du ønsker at ændre begunstigelsen.

Har du ikke indsat en begunstiget i din pension eller forsikringen, vil den blive udbetalt til ”nærmeste pårørende”.

Nærmeste pårørende for ordninger oprettet efter 1. januar 2008

  1. Ægtefælle
  2.  Samlever, som man har boet sammen med i mere end 2 år eller har barn sammen med
  3. Livsarvinger
  4. Arvinger i henhold til testamente

Nærmeste pårørende for ordninger oprettet før 1. januar 2008

  1. Ægtefælle
  2. Livsarvinger
  3. Arvinger i henhold til loven/testamente

Få vores gratis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev med tips til dit seniorliv, og få automatisk besked, når der kommer nye regler om testamente, arv, folkepension og din økonomi som pensionist.

  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej