Modregning i efterlønnen

Din efterløn bliver næsten altid mindre, hvis du har en personlig pensionsopsparing eller en arbejdsmarkedspension. Det overrasker mange seniorer.

Hvilke indtægter bliver modregnet i efterlønnen?

Pensioner og indtægt fra arbejde kan betyde modregning i din efterløn.

Flere former for indtægter kan modregnes i din efterløn. Blandt andet:

  • Fratrædelsesgodtgørelse
  • Løn
  • Pensioner
  • Indestående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD)
  • Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag
  • Feriegodtgørelse og løn under ferie
  • Visse indtægter fra borgerlige ombud og offentlige og private hverv, der ikke anses for arbejde – for eksempel bestyrelsesarbejde.

Din a-kasse kan fortælle dig, hvad der vil blive modregnet i din efterløn.

Ingen modregning af løn for sundhedsarbejde

I juni 2023 blev en lov vedtaget, som betyder, at løn fra arbejde i sundhedsvæsenet og plejesektoren  ikke bliver modregnet i efterlønnen.

Fritagelse for modregning i efterløn omfatter:

  • Alt arbejde på offentlige sygehuse
  • Regionsdrevet lægevagt
  • Ambulancepersonale
  • Arbejde inden for den kommunale sundheds- og ældrepleje
  • Arbejde på privathospitaler, der udfører opgaver under regionale udbud eller det udvidede frie sygehusvalg.

Fritagelsen omfatter også arbejde udført af ansatte hos private leverandører til sundhedsvæsenet.

Det er en betingelse, at man er gået på efterløn ved begyndelsen af ansættelsen.

Er man allerede ansat i sundhedsvæsenet, bliver man alene fritaget for modregning i efterløn for merarbejde.

Reglerne er midlertidige og vil gælde for løn fra hele 2023 og 2024.

Hvordan blive løn modregnet i efterlønnen?

Har du lønarbejde, mens du er på efterløn, vil a-kassen trække et mindre antal timer fra din efterløn, end du har arbejdet. Det gælder for de første 43.628 kroner (2024), du tjener. Når du har tjent 43.628 kroner (2024), vil du blive trukket de timer, du arbejder resten af året.

Din a-kasse kan fortælle dig, hvad der vil blive modregnet i din efterløn, når du arbejder.

Hvilke indtægter bliver ikke modregnet i min efterløn?

Det er ikke alle indtægter, der bliver modregnet i efterlønnen.

Disse indtægter bliver ikke modregnet:

  • Underholdsbidrag.
  • ATP – Arbejdsmarkedets Tillægspension.
  • Renter, aktieudbytte, arv, gaver og gevinster.
  • Invaliditetsydelse efter lov om social pension.
  • Pension, der udbetales som følge af tabt arbejdsevne for eksempel svagelighedspension.
  • Efterlevelseshjælp.
  • Indtægt ved udlejning, der ikke kan betragtes som erhvervsmæssig, og overskud af egen bolig.
  • Betaling for feriefridage, som ikke afholdes.
  • Livsforsikringer med udbetalinger.
  • Forpagtningsafgift.
  • Erstatninger – for eksempel efter en arbejdsskade.
  • Indtægt ved salg af fast ejendom.
  • Pension efter afdød ægtefælle eller samlever.

Fradrag for borgerligt ombud

Din indtægt vil som hovedregel blive modregnet i efterlønnen med 277,76 kroner pr. time (2024), du arbejder.

Det gælder for eksempel, hvis du har borgerligt ombud som:

  • bestyrelsesmedlem i en forening
  • medlem af et menighedsråd
  • borgmester eller udvalgsformand i en kommune.

Men der er også indtægter fra hverv, som ikke skal modregnes i efterlønnen:

  • Hverv som vidne, nævning, domsmand, lægdommer eller tilforordnet ved valg
  • Medlem af en kommunalbestyrelse eller et regionsråd.

For at der skal ske modregning, skal der dog være tale om skattepligtige indtægter. Hvis du for eksempel kun får kilometerpenge eller telefonpenge (altså få betalt dokumenterede udgifter), så medfører det ikke fradrag.

Hvordan bliver feriepenge modregnet i min efterløn?

Din efterløn bliver mindre, hvis du er på efterløn og holder ferie med løn eller feriegodtgørelse.

Efterlønnen nedsættes dag for dag, mens du holder ferien.

Du bliver også modregnet, hvis du har optjent feriepenge og feriepengene udbetales i efterlønsperioden eller op til tre måneder før, du går på efterløn, uden at du holder ferie.

Hvis dine feriepenge før skat er mindre end din efterløn før skat, kan du få udbetalt forskellen som efterløn.

Hvordan påvirker udbetaling af pension min efterløn?

Modregningen af pension i efterlønnen afhænger af, hvilken form for pension du får, og hvornår du er født.

Født 1. januar 1956 eller senere

Er du født 1. januar 1956 eller senere, vil alle pensionsordninger som udgangspunkt nedsætte din efterløn.

Se her, hvad du kan få modregnet:

PensionsordningerHvis din pension udbetales som engangsbeløb eller ikke udbetalesHvis din pension udbetales løbende
Livsvarige pensioner (uden depotværdi), som er led i et ansættelsesforhold​64 % af den forventede årlige pension før skat trækkes fra i din efterløn.64 % af den pension, du får udbetalt før skat, trækkes fra i din efterløn.
Livsvarige pensioner (uden depotværdi), som er private​64 % af den forventede årlige pension før skat trækkes fra i din efterløn.64 % af den pension du får udbetalt før skat trækkes fra i din efterløn.
Pensioner med depotværdi, som er led i et ansættelsesforhold​(Kapitalpension og aldersopsparing)4 % af depotet før skat skal trækkes fra din efterløn.4 % af depotet før skat skal trækkes fra din efterløn.
Ratepensioner med depotværdi, som er led i et ansættelsesforhold4 % af depotet før skat skal trækkes fra din efterløn.64 % af den pension, du får udbetalt før skat, skal trækkes fra din efterløn.
Pensioner med depotværdi, som er private​

 

(Kapitalpension, ratepension og aldersopsparing)

4 % af depotet før skat skal trækkes fra din efterløn.4 % af depotet før skat skal trækkes fra din efterløn.
ATP, ægtefælle- og samleverpension, børnepension og invalidepension​Påvirker ikke din efterløn.​Påvirker ikke din efterløn.​

Hvordan får a-kassen information om min pension?

Cirka tre måneder før du når efterlønsalderen, giver din pensionskasse din a-kasse besked om din pensionsformue.

Din a-kasse sender dig en pensionsoversigt sammen med dit efterlønsbevis. Det er vigtigt, at du selv tjekker, om oversigten er korrekt, og giver din a-kasse besked, hvis din pension ændrer sig.

Du kan se en oversigt over dine pensioner på www.pensionsinfo.dk. Log på med MitID.

Hvor kan jeg beregne, hvor meget jeg vil blive modregnet i min efterløn?

På hjemmesiden www.efterloensberegner.dk kan du beregne, hvor meget du kan få i efterløn, og hvad der vil blive modregnet.

Hvor kan jeg få mere information om modregning i efterlønnen?

Reglerne er meget komplicerede, så vi anbefaler, at du kontakter din a-kasse. De kan bedst rådgive dig, fordi de har alle de nødvendige informationer.

Læs mere om modregning på borger.dk

Teksten er skrevet i samarbejde med 3FA

Få vores gratis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev med tips til dit seniorliv og få automatisk besked, når der kommer nye regler om efterløn, folkepension og din økonomi som pensionist.

  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej