Hjælp ved udskrivning fra sygehus

Har du været indlagt, er det vigtigt, at det er vurderet, hvilken hjælp du har behov for, når du kommer hjem, så du kan få den nødvendige hjælp med det samme.

Hvad er nødvendig hjælp?

Nødvendig hjælp kan være:

  • Tilbud om aflastnings- eller genoptræningsophold.
  • Hjemmesygepleje eller hjemmehjælp.
  • Madservice.
  • Hjælpemidler og ændringer i boligen.

Hvordan får jeg den nødvendige hjælp ved udskrivelsen?

Du og dine pårørende kan bede om en udskrivningskonference.

Ved en udskrivningskonference deltager sygehuspersonale, kommunens visitator, du selv og eventuelle pårørende. En udskrivningskonference sikrer også, at kommunen sætter gang i den nødvendige hjælp ved udskrivelsen.

Sygehuset skal under alle omstændigheder underrette din kommune om dine behov for hjælp, når du udskrives fra sygehuset.

Genoptræning efter sygehusophold

Regionen skal tilbyde en individuel genoptræningsplan, hvis du har behov for genoptræning efter udskrivelsen.

Planen skal være skriftlig og skal udarbejdes i samarbejde med dig og eventuelle pårørende. Planen skal angive graden af din genoptræning og eventuel tidsfrist for, hvornår den skal gå i gang.

Hvis du ikke er i stand til at give informeret samtykke (selv deltage aktivt), skal sygehuset tilbyde at udarbejde planen sammen med dine pårørende.

Planen skal senest udleveres, når du udskrives.

Genoptræning kan foregå både på sygehus og i kommunalt regi afhængigt af dit konkrete behov.

Kommunen kan ikke tilsidesætte den lægefaglige vurdering.

Du har frit valg med hensyn til genoptræningstilbud.

Læs mere om genoptræning og vedligeholdelsestræning her

Få vores gratis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev med tips til dit seniorliv og få automatisk besked, når der kommer nye regler om efterløn, folkepension og din økonomi som pensionist og efterlønner.

  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej