Fleksjob som senior

Nedslidning og sygdom kan betyde, at du ikke kan arbejde på fuld tid. Fleksjob er en mulighed for at fortsætte med at arbejde på nedsat tid.

Hvis du er under folkepensionsalderen og ikke kan arbejde på normale vilkår, måske på grund af nedslidning,  sygdom eller arbejdsskade, kan et fleksjob være en mulighed. 

For at få fleksjob skal din helbredssituation være varig og kronisk. Du skal have omkring halvdelen af din arbejdsevne tilbage, for at du kan få et fleksjob.

I et fleksjob er arbejdet tilrettelagt ud fra dine behov for at blive skånet. Det handler både om arbejdets indhold, tempo og antal arbejdstimer. 

Det er din kommune, der skal bevilge et fleksjob, og du skal opfylde disse betingelser:

  • Du skal være under folkepensionsalderen
  • Din kommune skal vurdere, at din arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat
  • Alle muligheder for at få en almindelig ansættelse skal være udelukket.

I et fleksjob kan du både arbejde med et nyt fag eller det fag, du er uddannet til eller har erfaring med fra tidligere. Kan du for eksempel ikke længere klare at arbejde som murer, kan du få et fleksjob i en butik.

Når du er i fleksjob får du:

  • en løn fra din arbejdsgiver
  • et fleksløntilskud fra kommunen, der beregnes ud fra lønnen og din arbejdstid.

Faglige Seniorers socialrådgiver Lea Munk Staugaard forklarer her reglerne for fleksjob for seniorer. Guiden er lavet i samarbejde med Serviceforbundet.

Hvordan får man bevilliget fleksjob?

Det skal være dokumenteret, at dine ressourcer og udfordringer i forhold til ordinær beskæftigelse og uddannelse er fuldt afklarede.

Jobcenteret i din kommune vil iværksætte en arbejdsprøvning for at få beskrevet din arbejdsevne og dine skånebehov. Og der skal udarbejdes en plan, som skal forelægges kommunens rehabiliteringsteam.

Alle relevante indsatser, herunder omplacering på din arbejdsplads eller revalidering, skal være udtømte. Det vil sige, at indsatserne skal være afprøvede, eller det skal være åbenbart formålsløst at gennemføre dem.

Hvis din arbejdsevne lige nu er meget begrænset (ned til få timer ugentligt), skal det være sandsynligt, at arbejdsevnen inden for en rimelig periode kan udvikles.

Når man er over 40 år, kan man få et permanent fleksjob efter sit første fleksjob. Det kan ske, hvis du fortsat opfylder betingelserne for et fleksjob, og jobcenteret vurderer, at din arbejdsevne fortsat er nedsat i et omfang, der gør, at det ikke fremover er muligt for dig at komme i arbejde på almindelige vilkår.

Kan jeg få et seniorfleksjob?

Hvis du får nedsat arbejdsevne, kan du få tilkendt et fastholdelsesfleksjob for seniorer 6 år inden din folkepensionsalder.

Et seniorfleksjob tildeles på lempeligere vilkår end et normalt fleksjob.

Du kan ønske at komme i fleksjob på din nuværende arbejdsplads, hvis du opfylde betingelserne for fleksjob.

Læs mere om fastholdelsesfleksjob for seniorer  https://seniorhaandbogen.dk/efterlon/fastholdelsesfleksjob-for-seniorer/

Hvor kan man få et fleksjob?

Du kan søge om at arbejde i et fleksjob på alle typer arbejdspladser. Når du søger fleksjob, skal du vurdere, om netop den type job og arbejdsplads er den rigtige til dine helbredsmæssige udfordringer.

Jobcenteret hjælper med at vurdere din arbejdsevne i det konkrete fleksjob, det vil sige, hvor mange timer du kan arbejde i fleksjobbet, og hvor mange af de timer du arbejder effektivt. 

Har du for eksempel brug for mange pauser i løbet af en arbejdsdag, kan der godt være forskel på, hvor mange timer du er ansat, og hvad din effektive arbejdstid er. 

Du kan også søge om at komme i fleksjob på din hidtidige arbejdsplads. Så kaldes det et fastholdelsesfleksjob.

Hvad skal en fleksjobber have i løn?

Din arbejdsgiver betaler løn for det arbejde, du udfører i fleksjobbet, altså for din effektive arbejdstid. 

Kommunen supplerer din løn med et fleksløntilskud, der reguleres på baggrund af lønindtægten fra din arbejdsgiver. 

Både løn og fleksløntilskud udbetales direkte til dig.

Udgangspunktet for fleksløntilskuddet er 98 procent af højeste dagpengesats, det vil sige 19.952 kr. pr. måned i 2024. 

Fleksløntilskuddet nedsættes på baggrund af den løn, du inklusive pension får fra din arbejdsgiver, og eventuel anden lønindtægt. 

Din løn og fleksløntilskuddet kan tilsammen højst være den løn, du ville få, hvis du var ansat på fuld tid i den samme stilling.

På borger.dk kan du beregne din månedsindtægt i et fleksjob: Beregn din månedsindtægt i et fleksjob på borger.dk

Er fleksjobbere omfattet af en overenskomst?

I aftaler lønnen ud fra den overenskomstmæssige løn inden for dit arbejdsområde. 

Er du på en arbejdsplads med en overenskomst, så skal den følges. 

Er du på en arbejdsplads uden overenskomst, så aftaler I lønnen ud fra en sammenlignelig overenskomst inden for dit fag. 

Få hjælp i din fagforening, inden du skriver under på kontrakten.

Må en fleksjobber tage overarbejde?

Da din arbejdstid er bestemt ud fra en vurdering af, hvor meget du kan klare, kan du som udgangspunkt ikke blive pålagt eller selv tage merarbejde eller overarbejde.

Du kan dog få omlagt nogle timer, hvis du for eksempel skal på kursus eller deltage i personalemøder. 

Hvad er forskellen på en lønindtægt og en arbejdsfri indtægt?

Lønindtægt for fleksjobbere defineres som lønindtægter fra fleksjobbet, samt andre lønindtægter som lønmodtageren har ved siden af fleksjobbet.

Der er i denne sammenhæng også tale om løn i form af bonus, som lønmodtageren modtager for udført arbejde.  

Arbejdsfrie indtægter for fleksjobbere bliver derimod ikke fradraget i fleksløntilskuddet. Her er der for eksempel tale om udbetaling fra en kapitalpension eller en kapitalforsikring, indtægter fra opsparings- og forsikringsordninger. Der kan også være tale om ydelser efter lov om ATP. 

Praksis er, at hvis lønmodtageren modtager en udbetaling, som arbejdsgiver anfører som A- eller B-indkomst, og der skal betales arbejdsmarkedsbidrag heraf, så er formodningen, at der er tale om en lønindtægt. Hvis der herefter opstår tvivl om, hvorvidt der er tale om lønindtægt eller arbejdsfri indtægt, for eksempel i form af en gave, så skal kommunen foretage en konkret vurdering. 

Ved vurderingen kan kommunen lægge vægt på, om alle får det samme beløb, eller beløbet er beregnet ud fra samme udgangspunkt. Hvis udbetalingen er en bonus, udbetalt på baggrund af den fleksjobansattes arbejdsindsats, er der tale om en lønindtægt, og der vil ikke være en konkret vurdering af udbetalingen. 

Her er 2 eksempler:

  • En fleksjobber får en bonus, som er beregnet på baggrund af virksomhedens overskud og medarbejderens årsløn. I dette tilfælde er der tale om lønindtægt, som skal fradrages i fleksløntilskuddet.
  • En fleksjobber får udbetalt et mindre beløb af arbejdsgiveren. På lønsedlen står, at det er en julegave. Alle ansatte modtager det samme beløb som julegave. I dette tilfælde er kommunens vurdering, at der er tale om en arbejdsfri indtægt, der derfor ikke skal fradrages i fleksløntilskuddet.

Kan man blive fyret i et fleksjob?

Du kan godt blive fyret fra et fleksjob.

I lighed med alle andre afskedigelser skal det være sagligt begrundet.

En saglig begrundelse kan være nedskæringer på arbejdspladsen, at fleksjobberen bliver anset for at være uegnet til at varetage sin ansættelse, eller alvorlige samarbejdsvanskeligheder. 

Ansatte i fleksjob kan dog blive betragtet som handicappede efter forskelsbehandlingsloven. Hvis du er omfattet af forskelsbehandlingsloven, har du en særlig beskyttelse mod afskedigelse. 

Hvis du bliver fyret på grund af din nedsatte arbejdsevne – og derfor på grund af handicappet – skal arbejdsgiver have undersøgt mulighederne for at fastholde dig i jobbet og tilpasse stillingen, så du fortsat kan løse dine arbejdsopgaver. 

Arbejdsgiveren har således en tilpasningsforpligtelse overfor ansatte, der har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Arbejdsgiveren skal kunne bevise, at han eller hun har bestræbt sig på at tilpasse stillingen og arbejdsopgaverne til den ansattes nedsatte arbejdsevne, ellers kan arbejdsgiveren blive pålagt at betale en godtgørelse for usaglig afskedigelse efter forskelsbehandlingsloven.

Kontakt altid din fagforening, hvis du bliver opsagt.

Kan det betale sig for fleksjobbere at være med i en fagforening?

Ja, det er altid en god idé at være medlem af fagforeningen for det område, du arbejder inden for.

Du får samme hjælp som de medlemmer, der er ansat på almindelige vilkår. Og som alle andre kan du komme ud for noget i dit job, som du skal have fagforeningens hjælp til. 

Som fleksjobber kan du have stor glæde af fagforeningens socialrådgivere og viden om overenskomst og regler for fleksjobbere fx handicapbeskyttelse i forbindelse med afskedigelse.

Kan det betale sig for fleksjobbere at være med i en a-kasse?

Nej, du kan ikke være medlem af en a-kasse, når du er tilkendt fleksjob.

For at være i en a-kasse skal du kunne stå til rådighed for arbejde enten fuld tid eller deltid på ordinære vilkår. Det kan du ikke længere, når du er fleksjobber.
Hvis du har været ansat i fleksjob i 9 måneder ud af de sidste 18 måneder og bliver arbejdsløs, vil du få ledighedsydelse, der udgør 89 procent af højeste dagpengesats, dvs. 18.137 kr. (2024) pr. måned. Hvis du har været ledig i længere tid, vil du få en ydelse svarende til kontanthjælpsatsen.

Kan jeg få fleksjob på min nuværende arbejdsplads?

Nej, du kan som hovedregel ikke direkte gå fra et almindeligt job til en fleksjob på din nuværende arbejdsplads. 

Men der findes noget, som hedder fastholdelsesfleksjob. Inden du kan ansættes i et fastholdelsesfleksjob på din hidtidige arbejdsplads, skal du opfylde de almindelige betingelser for fleksjob. Derudover skal du – hvis du har mere end 6 år tilbage til folkepensionsalderen – have været ansat på arbejdspladsen efter overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår i mindst 12 måneder.

Arbejdsgiver skal først forsøge at fastholde dig på arbejdspladsen uden støtte fra det offentlige, enten ved ansættelse på særlige vilkår eller efter overenskomstens sociale kapitler, for eksempel ved nedsat tid, personlig assistent, hjælpemidler eller en § 56-aftale, før du kan blive tilbudt et fastholdelsesfleksjob.

Det gælder dog ikke, hvis du har været udsat for en akut opstået skade eller sygdom, for eksempel en arbejdsulykke, og det samtidig er åbenlyst formålsløst at få dig tilbage i job på almindelige vilkår.

Hvilke ferieregler gælder for fleksjobbere?

Som fleksjobber har du samme rettigheder som alle andre på din arbejdsplads. Du optjener ret til 5 ugers ferie om året efter reglerne i ferieloven.

Hvis overenskomsten på arbejdspladsen indeholder en 6. ferieuge eller feriefridage, har du også ret til dem.

Hvad er reglerne for opsigelse af fleksjob, når man overgår til senior- eller førtidspension?

Hvis du får bevilliget pension, skal du opsige dit fleksjob med det opsigelsesvarsel, som står i din ansættelseskontrakt eller overenskomst.

Hvad sker der, når jeg når folkepensionsalderen?
Fleks-løntilskuddet bortfalder, når du når folkepensionsalderen, da du nu kan få folkepension. Hvis du gerne vil blive ved med at arbejde, kan du spørge din arbejdsgiver, om de gerne vil beholde dig. Der er ikke modregning af arbejdsindtægt i folkepensionen.

Hvad er fleksydelse?

Fleksydelse minder om efterløn. Fleksydelse er en tilbagetrækningsydelse, der giver dig mulighed for at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet, før du når folkepensionsalderen.
Når du tilkendes fleksjob, opfylder du ikke længere vilkåret om at stå til rådighed for det ordinære arbejdsmarked. Du vil blive tilbudt at flytte din efterlønsbidrag til fleksydelsesordningen.

Fleksydelse er målrettet personer, der er godkendt til et fleksjob, og som har tilmeldt sig fleksydelsesordningen.

Hvornår du kan gå på fleksydelse, hvor længe og hvor meget du kan få i fleksydelse afhænger af, hvornår du er født. 

Hvis du har tilmeldt dig fleksydelsesordningen, vil Udbetaling Danmark kontakte dig cirka 3 måneder før, du når fleksydelsesalderen. 

Læs mere om fleksydelse https://seniorhaandbogen.dk/efterlon/fleksydelse/

  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej