Fornyelse af kørekort til pensionister

Når dit kørekort udløber, skal du henvende dig til Borgerservice i din kommune, hvis du ønsker at få fornyet kørekortet. Du skal medbringe foto og dit gamle kørekort.

Hvis dit gamle kørekort ikke er en EU-model, det vil sige i kreditkortformat, skal du også medbringe dit sundhedskort.

Hvor længe gælder et fornyet kørekort?

Alle kørekort, der udstedes eller fornyes efter 1. juli 2017, er gyldige i 15 år uanset indehaverens alder.

Det er altid udstedelsesdatoen og ikke din fødselsdato eller din ansøgningsdato, som er afgørende for, hvor længe dit kørekort er gyldigt.

Er dit kørekort udstedt tidligere end januar 2013, skal kortet under alle omstændigheder fornyes senest 18. januar 2033.

Disse regler gælder kun for kørekort til gruppe 1-køretøjer. Det vil sige almindelig bil til privat kørsel, knallert, motorcykel og bil med stort påhængskøretøj. Der gælder særlige regler for erhvervskort og kørekort til bus og lastbil.

Særlige regler, hvis du er syg

Du skal være opmærksom på, at i alle tilfælde kan gyldigheden være kortere og fastsat individuelt for eksempel på grund af helbredsmæssige oplysninger. Det kan ske, hvis du har diabetes eller en anden sygdom, der påvirker din evne til at køre bil.

Spørg din læge, om du skal droppe kørekortet

Du skal være opmærksom på, at det altid er dit eget ansvar, om du er i stand til at køre bil på forsvarlig vis, eller om træthed, medicin eller sygdom gør kørsel uansvarligt.

Oplever du helbredsmæssige problemer i forhold til bilkørsel, bør du opsøge din læge, der kan anbefale en vejledende helbredsmæssig køretest eller udstede et lægeligt kørselsforbud, hvis lægen finder din tilstand uforenelig med bilkørsel. Lægen er også forpligtet til selv at spørge ind til din bilkørsel, hvis lægen bliver bekymret for, om du fortsat kan køre bil på forsvarlig vis.

Få vores gratis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev med tips til dit seniorliv og få automatisk besked, når der kommer nye regler om efterløn, folkepension og din økonomi som pensionist og efterlønner.

  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej