Varmetillæg til pensionister

Varmetillæg kan ydes til folkepensionister. Det er ikke skattepligtigt og udbetales sammen med pensionen. Reglerne gælder også for førtidspensionister efter de gamle regler før 2003.

Du kan kun få varmetillæg, hvis din personlige tillægsprocent er over 0 procent. Varmetillægget nedsættes i takt med din personlige tillægsprocent.

Se her, hvordan din personlige tillægsprocent opgøres.

Din formue har ingen betydning for ydelse af varmetillæg.

Hvordan beregnes varmetillæg?

Enlig – hvor meget varmetillæg kan jeg få?

Du kan højst få tilskud til varmeudgifter op til  28.500 kroner om året (2024).

Som enlig skal du altid selv betale de første 5.800 kroner om året (2024).

Beregn varmehjælp som enlig her

Se reglerne for, hvornår du er “reelt enlig”.

Par – hvor meget varmetillæg kan vi få?

I kan højst få tilskud til varmeudgifter op til 28.500 kroner om året (2024).

Som ægtepar skal I altid selv betale de første 8.700 kroner om året (2024).

Hvis du har fået tilkendt pension efter den 1. marts 1999 og lever i et ægteskabslignende forhold, skal dit varmetillæg beregnes som om, du er gift.

Beregn varmetillæg som par

Der ydes ingen varmetillæg til den del af udgifterne, der overstiger 28.500 kroner om året (2024). Det maksimale beregningsgrundlag kan forhøjes med 8.500 kroner om året (2024) pr. voksen i husstande med mere end to.

Du kan søge varmetillæg her

Nedtrapning af varmetillæget

Varmetillægget nedtrappes i tre intervaller:

  1. Der gives varmetillæg med 75 procent af disse udgifter:
    1. 5.801-17.200 kroner om året (2024) for enlige
    2. 8.701 - 17.200 kroner om året (2024) for par
  2. Der gives varmetillæg med 50 procent af varmeudgifter fra 17.201 - 23.000 kroner om året (2024)
  3. Der gives varmetillæg med 25 procent af varmeudgifter fra 23.001 - 28.500 kroner om året (2024)

Der ydes ingen varmetillæg til den del af udgifterne, der overstiger 28.500 kroner om året (2024). Det maksimale beregningsgrundlag kan forhøjes med 8.500 kroner om året (2024) pr. voksen i husstande med mere end to personer.

Hvad gives der varmetillæg til?

Varmetillæg ydes uanset opvarmningsform, og uanset om du bor i leje-, andels- eller ejerbolig. Hjælpen beregnes ud fra et gennemsnit af dine sidste tre års dokumenterede varmeudgifter. Husk derfor altid at gemme dine kvitteringer eller varmeregnskaber. Din udgifter til opvarmning af vand indgår også i beregningerne.

Hvis du får boligydelse, vil du blive kompenseret for dette fradrag ved et tillæg til din boligudgift, når boligydelsen beregnes. Hvis din kompensation i boligydelsen bliver større end det beløb, du ”mister” i varmetillæg, fradrages det overskydende beløb i dit varmetillæg.

Fjernvarme

Har du fjernvarme eller anden kollektiv varmeforsyning, beregnes dit varmetillæg dog kun på grundlag af 90 procent af din varmeregning, fordi fradraget på 10 procent dækker udgifter til drift og vedligeholdelse, som der ikke kan ydes varmetillæg til.

El-varme

Hvis dit hjem er opvarmet med el  for eksempel el-panel, varmepumpe, el-ovn eller lignende, fratrækkes det årlige el-forbrug et husholdningsfradrag for enlige 4.600 kroner om året (2024) og for samlevende og ægtepar 6.100 kroner om året (2024).

Gas

Er opvarmningsformen gas, er husholdningsfradraget for enlige 900 kroner om året (2024) og for samlevende og ægtepar 1.000 kroner om året (2024).

Beregning af varmetillæg

Varmetillæg og boligstøtte

Hvis du modtager boligstøtte, kan det have betydning for beregningen af dit varmetillæg. Vores beregner tager ikke højde for det.

Det kan betyde, at dit varmetillæg kan blive lavere.

Bor der flere i husstanden?
Vores beregner forudsætter at du bor alene , eller at I bor sammen som par - og at der ikke er andre hjemmeboende.

Kontakt Udbetaling Danmark

Kontakt evt. Udbetaling Danmark på telefon 70 12 80 61 for at få en præcis beregning af dit varmetillæg.

Læs mere om boligydelse.

Tilskud fra kommunen på grund af stigende varmeudgifter

  • Du kan søge tilskud i din kommune til betaling af enkeltudgifter, hvis du får en større efterbetaling af el- eller gasudgiften.
  • Det gør du ved at søge et personligt tillæg.
  • For at kunne få et personligt tillæg til dækning af din ekstra varmeregning, skal din personlige tillægsprocent være højere end 0.
  • Kommunen skal lave en konkret individuel vurdering af dine samlede økonomiske forhold, når de skal behandle din ansøgning.
  • Du kan søge på www.borger.dk > personligt tillæg

Få vores gratis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev med tips til dit seniorliv, og få automatisk besked, når der kommer nye satser og regler om varmetillæg, folkepension og din økonomi som pensionist.

  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej